Før Imperiet
I Oldtiden opstod de første bystater i Amos i form af byerne Kali, Sorcena og forgængeren til Morwick. I denne tid var den eneste trosretning Animismen, men det var i slutningen af Oldtiden De Syv Skrifter blev nedfældet og dermed blev Panteonet grundlagt i Sorcena. Da bystaterne begyndte at overtage deres naboer og udvidde sig til større nationer, begyndte Fyrsternes Tidsalder. Det feudale system vandt frem i denne tid og snart var hele det vestlige og centrale fastland styret af suveræne fyrster.
Imperiets Tid
Imperiet blev grundlagt i form af det Eiriske Storrige, af Alarion Lendis, i år 0 efter den Imperiale Kalender (0 Efter Imperiet el. EI). Alarions og dermed Imperiets største fordel var det nyligt opdagede Translokation tegn, de brugte til at transportere beskeder på tværs af deres rige på få sekunder. Ved Alarions kroning til Storkonge styrede han Eire, ved hans død 12 år senere, i år 12 EI, havde han underlagt sig Over Lado og Bendar fastlandet.
Ved Alarions død, blev hans datter Sarie kronet Stordronning og sådan fortsatte Lendis slægten på magten indtil Oprøret. Under Lendis blev resten af fastlandet og de umiddelbare øer rundt om underlagt Imperiet og de startede overtagelsen af de sydlige øer. Igennem hele slægtens regeringstid arbejdede de på at centralisere magten og gå fra feudalisme til absolut monarki. I denne process skabte de Magisterierne til at varetage mange af de administrative og spirituelle opgaver i Imperiet. Det var dog denne centralisering der blev deres endeligt da den sidste Herskerinde Alara II Lendis, begyndte at fjerne de adeliges hoved og halsret over deres undersåtter og dermed flytte den dømmende magt til Magisterierne i stedet.
Oprøret
Lendis slægten faldt i den absolut mest omfangsrige krig Amos nogensinde har set, nu kendt som Oprøret. De adelige i Ulado, Norden, Helmark og Kvorf rejste sig mod Lendis slægten og deres allierede, kun de svagtstående herre og fruer fra De Sydlige Øer og Ytran Kirken på De Nordlige Øer, deltog ikke. Efter en lang række slag, der primært faldt til Oprørenes side, stod Lendisborg under belejring. En belejring der varede 61 dage og sluttede med et blodbad uden lige, da størstedelen af de adelige fra Bendar og Eire blev myrdet, sammen med Lendis slægten. Oprøret varede i lige over et år og sluttede i år 268 EI.
Den Nye Tid
Tiden efter Lendis slægtens fald, blev kendetegnet med ufred og mange mindre krige. De adelige der pludselig ikke havde nogen Herskeroversig, blev igen til suveræne Fyrster, og ville sikre deres plads i den nye verdensorden. Oven på den største krig kontinentet nogensinde havde set, blev denne tid med konflikt en mørk og dyster tid for borgerne, bønderne og de lavadelige, der alle skulle kæmpe og dø for deres Fyrster.
​
Efter de fem år havde Lendis Vogtere, en ridderorden med hjem i Lendisborg, sikret den gamle hovedstad og var nu det eneste reelle militær i Eire. Deres Stormester slog sig sammen med de resterende Magistre og sammen indkaldte de Fyrsterne til fredsforhandlinger og rådslagning om at fastlægge en ny dagsorden for Imperiet.
Imperiet havde givet Amos en guldalder og det anerkendte Fyrsterne, det ville derfor være synd at lade det gå til grunde sammen med Lendis slægten, men da ingen glædeligt så en ny Herskerslægt på tronen skabte de i stedet Det Imperiale Rigsting, bestående af alle Imperiets Fyrster. Dette blev den nye Herskende magt og Magisterierne blev genskabt for at hjælpe med administrationen og stabiliteten i riget.
Fem år senere sluttede Ytran Kirken sig frivilligt til Imperiet og fik plads på Rigstinget.
Første spilgang finder sted ti år efter denne begivenhed, altså i år 283 EI.